Hundefoder og hundemad

DIN HUND BLIVER HVAD DEN SPISER…..

Foder med den rigtige sammensætning er medvirkende til at holde din hund sund og rask.

Foderet skal være sammensat af kvalitetsråvarer og skal indeholde de optimale mængder – hverken for lidt eller for meget – af alle de nødvendige næringsstoffer.

Hundefoder og hundemad

Dyrlægens anbefaling til sunde hunde i alle aldre

Du kan altid tale med dyrlægen og personalet på Dyreklinikken om den korrekte fodring af din hvalp, voksen eller ældre hund.

Fodringsvejledning

Mange sygdomme kan lindres igennem optimal fodring med sygdoms diæter.

Når man skal vælge foder til sin hund, skal man først og fremmest tænke på, hvor gammel hunden er.

En hvalp i vækst skal selvfølgelig have hvalpefoder, en voksen hund skal have et foder, som er afbalanceret efter dens behov, og en gammel hund skal have et foder, hvor man har taget hensyn til de ændrede behov, en ældre hund har.

Man kigger derefter på hundens funktion. Visse hunde – f.eks. slædehunde, som får meget motion – har behov for et foder med øget energiindhold.

Hvor meget den enkelte hund skal have at spise, afhænger først og fremmest af det enkelte dyr.

Brug foderfirmaets fodringsvejledning, som er baseret på et gennemsnitligt kaloriebehov som et udgangspunkt, og check derefter den enkelte hund. Hunden bør være fast og velproportioneret, og når man lægger sin hånd over hundens ribben, skal man let kunne mærke dem, det vil sige, at de ikke skal være dækket af et tykt lag fedt.

Har du spørgsmål om dit kæledyr, er du velkommen til at spørge os på Facebook

Er du klient hos Curapet eller Nærum dyreklinik, er du velkommen til at ringe til os på Tlf. 45 41 19 00 og få svar på dine spørgsmål, eller bestille tid til en konsultation.

Hvad er næringsstoffer og ernæringsbehov?

Næringsstoffer er de specielle stoffer, som enten giver hunden energi (kalorier), eller som medvirker i eller understøtter de vigtige funktioner i kroppen.

Kroppen omdanner næringsstofferne protein, kulhydrater og fedt fra det foder, den får til energi. Andre nødvendige næringsstoffer er vand og de forskellige vitaminer og mineraler.

Hunden har brug for bestemte næringsstoffer fra alle 6 ovenstående grupper.

Ernæringsbehov til “vedligeholdelse” betyder de ernæringsmæssige krav, en sund og rask, voksen hund med et normalt aktivitetsniveau og i normale omgivelser har.

Når disse forhold ændres, kan det være nødvendigt at give større eller mindre mængder af fedt, protein eller andre specielle næringsstoffer.

Ændrede forhold kan f.eks. være drægtighed, diegivning, en hvalp i vækst, ekstra fysisk aktivitet eller meget koldt eller varmt vejr.

Afbalanceret fuldfoder

Når man skal vælge foder til sin hund, bør det både være “afbalanceret” og “fuldfoder”.

Fuldfoder betyder, at foderet indeholder alle de næringsstoffer, hunden har behov for.

Afbalanceret foder tager hensyn til, at hunde af forskellig alder eller med forskellige levevilkår har forskellige behov for de enkelte næringsstoffer.

Et eksempel er forskellen i behovet for næringsstoffer mellem en hvalp i vækst og en passiv, ældre hund.

I et afbalanceret foder er alle de forskellige næringsstoffer tilpasset foderets energiindhold (kalorieindhold), så når hunden spiser den rigtige mængde kalorier, får den automatisk de korrekte mængder af alle de nødvendige næringsstoffer.

Dyrenes sundhedsplan

Dyrlægebrevkassen med svar på dit kæledyrs problemer

Laserbehandling af kæledyr

Forskellen på ingredienser og næringsstoffer

Som vi kan se, har hunden et dagligt behov for forskellige næringsstoffer. Desværre ser man stadig, at nogle etiketter på hundefoder og reklamer for hundefoder fremhæver visse ingredienser (f.eks. lam), fordi de appellerer til ejeren.

Bare fordi et foder indeholder visse ingredienser, kan man ikke med sikkerhed sige, at foderet er et fuldfoder og indeholder alle de næringsstoffer, hunden har brug for.

Mange forskellige ingredienser kan sammensættes, så det færdige foder er et afbalanceret fuldfoder.

Selvfølgelig er det vigtigt, at råvarerne er af høj kvalitet, så man får et foder med høj fordøjelighed.

Hvordan skal jeg fodre min hvalp?

Hundehvalpe i voksealderen har specielle ernæringsbehov og har brug for de rigtige mængder af næringsstoffer igennem hele vækstperioden for at få en optimal udvikling.

Det er i dette tidsrum, at hvalpens knogler og muskler udvikles. Det anbefales at fodre med hvalpefoder, indtil hvalpen er 6-12 måneder gammel, afhængig af hvornår den når sin voksne størrelse. Man skifter over til voksenfoderet, når hvalpen har nået ca. 90% af sin voksenstørrelse.

Igennem hele vækstperioden er det vigtigt, at hvalpen ikke bliver overfodret, og at man ikke tilsætter ekstra mineraler og/eller vitaminer til et allerede afbalanceret hvalpefoder.

Misdannelser af knogler og led kan forårsages enten af overfodring, det vil sige et overskud af kalorier, som resulterer i for hurtig vækstrate, eller af et overskud af kalk.

Proteinindholdet er ikke i sig selv en grund til for hurtig vækstrate, men fordi protein er et af de energigivende næringsstoffer, kan det være medvirkende til, at hvalpen får for mange kalorier.

Det vigtigste er, at man følger den enkelte hvalps vækst omhyggeligt, og at man undgår forkert sammensatte foderblandinger og overflødige tilsætningsstoffer.

Man bør huske på, at nogle hvalpe har medfødte faktorer, som betyder, at de har tendens til at udvikle visse problemer.

Vi kan give hvalpen den bedst mulige chance for en optimal udvikling ved at følge et fornuftigt fodringsprogram, som er tilpasset den enkelte hvalp.

Hvordan skal jeg fodre min voksne hund?

Voksne hunde skal have et voksenfoder, som passer til deres levemåde. En voksen hund med tendens til overvægt skal have et foder med lavere energiindhold end en hyperaktiv eller tynd hund.

Den rigtige mængde foder er den mængde, hvor hunden holder sin idealvægt.

Hvordan skal jeg fodre min gamle hund?

Ældre hunde klarer sig bedst på et afbalanceret foder med nedsatte mængder af protein, kalcium, fosfor og salt.

Denne type foder kan være medvirkende til at udsætte kliniske symptomer på nogle af de sygdomme, man ofte ser hos ældre hunde.

Hjemmelavet foder eller færdigfoder?

Nogle ejere vil gerne selv lave mad til deres hund. Det er muligt at fodre hunde udelukkende på hjemmelavet foder, men mange hunde, som spiser hjemmelavet mad, får ikke et afbalanceret foder.

Hvis man selv vil lave mad til sin hund, er det bedst, at man drøfter det med sin dyrlæge.

Se også opskriften på hjemmelavet hundemad i denne artikel. Hunden skal altid have adgang til frisk vand.

Hvis der er tegn på tynd mave eller diarre, kan du også se vores forslag til skånediæt.

Færdiglavet foder

Færdiglavet tørfoder eller dåsefoder er let at bruge. Når man fodrer sin hund med et afbalanceret fuldfoder, ved man, at den får alle de næringsstoffer, den har brug for, hvis man giver den den korrekte mængde.

Et afbalanceret fuldfoder er alt, hunden behøver, bortset fra vand. Man behøver ikke at blande vand i tørfoderet, men det er helt i orden at gøre det.

Man kan også blande dåse- og tørfoder, hvis man ønsker at gøre det. Variation er ikke nødvendig – hunde har ingen problemer med at få det samme foder hver dag.

Hjemmelavet foder til voksne hunde

Ingredienser

  • 2,5 kg kogte kartofler
  • 500 g stegt/kogt magert kød eller fisk
  • 5 spsk. vegetabilsk olie
  • 1 knivspids salt
  • Dagligt vitamin-/mineraltilskud, som dækker hundens daglige behov. Det anbefales at rådføre sig med sin dyrlæge.

Fremgangsmåde

  • Kødet/fisken tilberedes og hakkes i småstykker
  • De kogte kartofler pilles og skæres i småstykker
  • Den vegetabilske olie og kødet/fisken tilsættes
  • Det hele blandes godt sammen, dækkes til og opbevares i køleskabet

Mange hunde synes bedre om foderet, hvis den daglige portion varmes op.

check Vitamin-/mineraltilskud gives dagligt ifølge producentens instruktioner på emballagen.

Fodringsvejledning

Hunde under 5 kg   150-300 g

Hunde 5-10 kg   300-450 g

Hunde 10-25 kg   450-1000 g

Hunde 25-40 kg   1000-1500 g

Har du et spørgsmål om dit kæledyr?

Hvis du har spørgsmål om dit kæledyr, kan du prøve at bruge Dyrlægebrevkassen, her er svar på de mest almindelige spørgsmål, og meget mere.

Hvis du har behov for at stille spørgsmål om dit kæledyr, kan du købe en onlinekonsultation.

En del konsultationer omhandler spørgsmål til vores kæledyr, der kan besvares via mail efter grundig beskrivelse af problemet.

En online konsultation er vejledende og kan ikke erstatte undersøgelse af dyret hos en dyrlæge hvis dyret er sygt.

Det kan være spørgsmål om pasning, pleje, adfærd, hud, tænder, vaccinationer, fodring, gigt mv.

Hvis du er kunde hos os, eller vil være kunde hos os, kan du ringe og spørge den vagthavende dyrlæge mellem 7 og 9 på 4541 1900. I den øvrige åbningstid kan du ringe og bestille tid til konsultation.

Dyrlægens Butik

Svar på spørgsmål i dyrlægens brevkasse

Hvad kan jeg gøre ved en fed Border Collie?

Spørgsmål:

Hej Paulette.

Jeg har en border collie. Der hedder Joe Sie. Hun er en meget klog hund, der forstår mange ting.

Hun bliver tre år til november. hun fik hvalpe sidste vinter. Hun er meget tyk. Hun er 93 cm. omkring livet, og hun er 62 cm høj, fra gulvet til hendes ryg.

Jeg har prøvet at sige til min far at han ikke må give den så meget fed mad, men det er som om at det ikke rigtig hjælper at jeg siger noget til ham. Så nu vil jeg gerne prøve selv at gøre noget ved det.

Det er ikke mig der fodrer hende, så på det område kan jeg ikke gøre mere end det jeg har gjort nu. Jeg har prøvet at løbe nogle ture med hende men efter et kvarter-tyve minutter er hun helt færdig. Jeg bliver nødt til nærmest at “slæbe” hende hjem.

Nogle gange leger jeg med Joe Sie ude i haven, det går fint nok. Det vil hun gerne, men når jeg ikke leger med hende mere ligger hun sig ofte bare til at sove igen.

Jeg håber at du kan give mig nogle gode råd.

m.v.h Line Jensen

Svar:

Kære Line,

Det er rigtigt godt, at du har besluttet dig for at hjælpe Jo Sie med sit vægtproblem, og jeg er sikker på, at din far også gerne vil hjælpe, når han forstår hvor synd og farligt det er for hende at slæbe rundt på den ekstra vægt.

Overvægten kan forkorte Jo Sie`s liv, fordi der er risiko for, at hun udvikler kræft, sukkersyge og hjerteproblemer, og det er jo ikke lige det, man forestiller sig, når man forkæler sin hund med mad.

Overvægten belaster desuden Jo Sie´s led, så hun kan få ledproblemer såsom gigt og diskusprolaps.

Hendes forsvar mod infektionssygdomme bliver mindre, hun kan få problemer med huden, og hendes løbetider kan gå i stå. Det er svært for hende at holde varmen ud om sommeren, og hun vil lettere få åndenød, når det er varmt.

Vigtigst af alt er det, at det ikke er spor sjovt for Jo Sie at være overvægtig. Som Border Collie er hun jo en race, der elsker at løbe, og du har selv observeret, at hun ikke kan ikke løbe så meget, men hurtigt lægger sig ned og puster.

Der er vigtigste for Jo Sie er, at både du, din far og resten af familien er enige om at hjælpe hende af med overvægten.

Jeg vil anbefale, at I kontakter jeres dyreklinik og får en aftale med sygeplejersken om at få Jo Sie vejet, og at I får klinikkens hjælp til at starte hende på et slankeprogram.

Dette er gratis hos de allerfleste dyreklinikker – og de vil med glæde hjælpe jer.
Det hjælper ikke at bruge hendes sædvanlige tørfoder og bare give mindre af det, for så er det ikke sikkert, hun får den næring, hun skal have.

På dyreklinikken kan I købe noget særligt slankefoder (enten tørfodder eller dåsemad), som har et højt indhold af fiber, der gør hende mæt, og et lavt indhold af kalorier, så hun taber sig. Dyreklinikken vil hjælpe jer ved at veje hende regelmæssigt og komme med gode råd i processen.

I løbet af 8 til 12 uger kan hun blive slank og glad igen og løbe hele dagen uden at blive træt.
Mens hun taber sig, er det en god ide at gå nogle gode ture med hende – helst på et tidspunkt hvor det ikke er for varmt.
Svømning er også en rigtig god motionsform, som ikke belaster leddene, men det er jo kun, hvis hun ellers kan lide at være i vandet.

Hendes godbidder kan bliver stykker med gulerod eller agurk, alternativt kan man bruge noget af dagens foderration som godbidder.

Når jeg har klienter, som jeg har svært ved at overbevise om, hvor ubehageligt det er for hunden, at være overvægtig – beder jeg dem altid om at tage den største foderpose op på ryggen (den vejer ca. 15 kg) og forestille sig, at de skal gå rundt med den hele tiden. Så er det lettere for dem at forstå hvordan hunden har det, så det kan du prøve med din far, hvis han ikke vil hjælpe dig.

Jeg er sikker på at Jo Sie, som den kloge hund hun er, kan forstå at hele familien vil gøre deres allerbedste, så hun kan få et bedre hundeliv.

Held og lykke med projektet.

Bedste hilsner fra Paulette

Hundefoder med alternative stivelseskilder

Spørgsmål:

Findes der hundefoder med alternative stivelseskilder, altså uden majs og ris?

Jeg synes det er svært at vælge foder til min hund!

Svar:

Hej Helle.

Du har ret i, at det er en jungle at navigere i, når man som forbruger skal vælge foder til sin hund, men når du foretrækker andre kulhydratkilder end majs og ris, har du allerede sorteret hovedparten af produkterne fra.

Når du læser ingredienslisten bagpå produktet, kan du se, hvad der indgår i foderet. Ingredienserne er listet op i rækkefølge, så den ingrediens, der er mest af i produktet, står først på listen.

Allergi overfor alternative kulhydratkilder som kartoffel, tapioka og ærter ses sjældent hos hunde. Dels forekommer disse kulhydratkilder sjældent i kommercielt færdigproduceret hundefoder. (Dette kan skyldes, at råvarerne er dyrere eller vanskeligere at forarbejde). Dels er de ikke interessante at fouragere på for lagermider, der foretrækker mel og ris.

Stivelsesindholdet i f.eks. kartoffel kan desuden medvirke til en fast og samlet afføring. En behagelig ”bivirkning” i dag, hvor enhver ansvarlig hundeejer selvfølgelig rydder op efter sin hund.

Dyrlæger forhandler tørfoder, hvor kulhydratkilden er enten tapioka eller kartoffel samt dåsemad med kartoffel i kombination med vildt, and eller laks. Jeg fandt kun ærtestivelse anvendt i en af de typer allergidåsemad, der forhandles af dyrlæger.

Man skal også lige være opmærksom på, at der underligt nok kan være forskel på kulhydratkilderne i tør- og vådfoder indenfor det samme mærke og variant.

Når du skifter foder på din hund, er det en god ide at gøre det gradvist, så mave-tarm floraen får tid til at omstille sig til det nye foder.

De bedste hilsner

Paulette

Min hund prutter RIGTIG meget

Spørgsmål:

Min hund prutter RIGTIG meget… og hvad kan man så gøre ved det???

Han er en Jack Russell terrier fra d. 21.10 og han er meget glad og livlig. Jeg har ham lidt mistænkt for at være for hurtig når han spiser…så han derfor får meget luft med ind…

Men det stinker jo det der prutteri og det sker jo også når vi har gæster og det sker gerne når han er i nærheden af os – evt. når han ligger i sofaen hos os.

Kan vi gøre noget? og vil det være sådan altid?

(Jeg kendte nemlig engang en udvokset boxer og den gjorde bare også konstant og havde altid gjort det – og det var godt nok ubehageligt…)

Sabrina

Svar:

Kære Sabrina,

Jeg håber at du og din Jack Russell vil få glæde af mit svar på dit spørgsmål.

De 2 mest almindelige årsager til, at hunde prutter meget eller har flatus, som det hedder på latin, er som du selv siger, at de sluger luft når de spiser, eller at der sker en bakteriel fermentering af næringsstoffer i tyktarmen, hvorved der dannes luft.

De hunde der sluger meget luft, bøvser i reglen også – det ved jeg ikke om din hund gør.
Hunde med meget korte snuder, såsom boksere, siges at sluge meget luft når de spiser. Derfor er der mange bokserhunde, som bliver nødt til at slippe en vind i ny og næ.

Jeg vil anbefale dig, at gøre flere ting for at være sikker på at få løst problemet:

  1. Begynd at fodre din hund med et meget let fordøjeligt foder, for at undgå for meget gæring og luftdannelse i tyktarmen. Hos dyrlægen kan du få noget som hedder I/D og CID – både som tørfoder og som dåsemad.
  2. Brug generelt dåsemad i stedet for tørfoder, da det tvinger din hund til at spise lidt langsommere.
  3. Giv ham 2 måltider hver dag, så han ikke kaster maden i sig fordi han er utrolig sulten, når han skal have sin mad.
  4. Hvis du gerne vil fortsætte med tørfoder, så bland det op med vand og lad det trække i 20 minutter, før han får det
  5. Endelig kan aktivt kul i form af hundekiks eller i form af kapsler bruges ved særlige lejligheder til opsuger tarmluften

Hvis tilstanden ikke markant bedres for dig og din hund, vil jeg anbefale dig at lade din dyrlæge foretage en marve-tarm undersøgelse, da for meget luft i mavetarmkanalen kan give koliksmerter og forårsage mavedrejning, hvis man er rigtig uheldig.

Jeg håber, at der fremover vil være lutter idyl i sofaen.

De allerbedste hilsner fra Paulette

Hvilken frugt må jeg give min hund?

Spørgsmål:

Kære Paulette

Jeg er ejer af en glad lille mops på 9 mdr. Han er enormt glad for alt hvad der er spiseligt og især i sommers nød han godt af vindruerne..

Sidenhen er det kommet mig for øre at hunde ikke kan tåle vindruer (og han har selvfølgelig ikke fået siden)

Er det rigtig?og hvilken skade gør det?

Nu nærmer julen jo sig og så spiser vi mange appelsiner..dem kan han også godt lide, men nu vil jeg godt undersøge først om han kan tåle dem??

Mvh. Ninna

Svar:

Kære Ninna,

Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt forvirret over oplysningen om, at vindruer kan være giftige, når din lille mops lykkeligt har gnasket sig gennem en hel del uden at få problemer.

Det er dog helt rigtigt, at der er observeret forgiftninger hos hunde, der har spist vindruer eller rosiner, og man må derfor anse vindruer og rosiner for at udgøre en risiko for vores hunde.

I 1989 blev APCC* i USA som de første opmærksom på problemet, og på et år registrerede de 140 tilfælde, hvoraf 50 udviklede symptomer og 7 hunde døde.

Forgiftede hunde får opkast og diarré et par timer efter indtagelsen af vindruer eller rosiner. De bliver tiltagende slappe, holder op med at spise, får ondt i maven og drikker store mængder vand.

Hundene udvikler i værste fald akut nyresvigt i løbet af 1 til 2 dage. På baggrund af symptomerne fra nyrerne har dyrlæger mistænkt et svampetoksin som årsag til forgiftningerne, men det har endnu ikke været muligt at påvise toksinet fra de spiste druer eller rosiner.

De vindruer, der har været involverede i forgiftningstilfældene, har både været vindruer med og uden kerner samt indkøbte og hjemmedyrkede vindruer og vindruer fra vinproducenter.

Min anbefaling til dig og alle andre hundeejere vil være at undgå vindruer og rosiner til deres hunde, og skulle uheldet være ude, så få kontaktet dyrlægen med det samme.

Det ser ud til, at der er meget stor forskel på hvor følsomme hunde er overfor denne type forgiftning, men i værste fald skal der skal ikke mere end 32 gram druer pr. kg eller 11-30 gram rosiner pr. kg til at forgifte en hund.

Det er meget vigtigt at starte en behandling hurtigt. Jo hurtigere, man får hjælp, desto større chance er der for, at ens hund overlever uden men.

Generelt er det en god regel ikke at give din hund noget, du ikke selv ville spise, måske lige med undtagelse af hundemad :).

Men derudover er der mange andre fødevarer, du skal passe på, eksempelvis:

  • Alkohol
  • Alle former for løg og løgplanter
  • Avocado
  • Chokolade
  • Kaffe og te
  • Kernerne i frugt
  • Fedt og fedtholdige fødevarer
  • Fødevare indeholdende sødemidlet xylitol
  • Grønsager med oxalater
  • Gærdej
  • Macadamia nødder og – olie
  • Muskat
  • Mugne fødevarer eller fordærvede fødevarer
  • Rosiner og vindruer
  • Salt
  • Trylledej

Bedste hilsner
fra Paulette

* Animal Poison Control Center

Blanding af Border Collie og labrador fælder ekstremt

Spørgsmål:

Kære Paulette

Vi fik i sommers en skøn hund som er en blanding af Border Collie og labrador. Han er steriliseret og snart 3 år gammel.

Han får en rigtig god tørkost som vi har fået anbefalet hvori vi blander en smule af noget andet tørkost med lakseolie da vi har fået at vide at det er godt for hans pels.

Derudover får han ind imellem et godt gnaveben fra slagteren. Han er ude mindst et par timer hver dag, da min mand mand arbejder meget udenfor derhjemme.

Men han fælder helt ufatteligt meget og det er bestemt ikke blevet mindre nu hvor det bliver koldere i vejret.

Vi kan støvsuge både morgen og aften og alligevel er der klynger af hår alle steder. Vi har tidligere erfaringer med Border Collier, men aldrig oplevet at de fælder halvt så meget som ham her gør.

Han virker ikke generet af det og selvom han efter vores mening burde være skaldet med alt det hår han smider, har han en flot pels. Kan det være noget med foderet eller er der noget andet vi skal være opmærksomme på?

Svar:

Kære Bolette,

Først og fremmest tillykke med jeres nye familiemedlem, som ser ud til at have fundet sig en familie, hvor han bliver passet efter alle kunstens regler. Det er godt, at du skriver om jeres fældningsproblem – I deler nemlig problemet med rigtig mange andre hundeejere.

For at forstå, hvorfor der fældes så mange hår, er det først og fremmest vigtigt at vide lidt om hundens pels.

Hvad er normal fældning/hårtab? Hvad er min hund oprindeligt blevet opdrættet til? Hvad skal min hund egentlig bruge sin pels til? Hvordan kan foder og miljøfaktorer påvirke min hunds pels?

Hunde har 3 typer hår; Følehår (knurhår mv.), de lange blanke dækhår og de matte korte uldhår, og alle hunderacer kan deles ind efter deres pelstype, jvf. nedenstående figur.

Hårvækst og hårtab er reguleret af genetik, fysiologiske faktorer, hormoner, temperatur og luftfugtighed.
Hunde fælder alle typer hår, men de store fældeperioder er sæsonbetonede. De hår, man som ejer nok bliver mest opmærksom på, er uldhårene, som kan samle sig i gigantiske nullermænd eller lægge sig som et tæppe over det meste af huset.

Normal fældning giver ikke kløe og efterlader ingen bare pletter, og pelsen er tæt og skinnende.
Hundens pels er primært til for at beskytte hunden mod klima og miljø. Brugshunde, som er opdrættet til at være meget udenfor i kolde områder af verden, har flere hår og mere underpels og vil derfor naturligt fælde mere.

Når vinteren er ovre, er det normalt, at hundene smider deres uldpels, og man kan kæmme kæmpe mængder matte hår ud af hundens pels.

Kosten har stor betydning for kvaliteten af huden og pelsen. Et kvalitetsfoder med tilskud af olie med højt indhold af omega 3 og 6 fedtsyre, giver den bedste hud og pels.

Når vi om vinteren holder vores hunde indendørs – lever de ved en temperatur, der er langt højere end den, de er skabt til, og derfor smider de meget af deres pels på et for os forkert tidspunkt.

Din hund er en blanding af 2 racer, som er opdrættet til at arbejde mange timer udenfor i kolde områder. De sætter derfor naturligt meget uldpels om vinteren.

Labrador Retrieveren kan apportere fra koldt vand, uden at vandet kan trænge igennem den tykke tætte pels. Border Collien har så tæt en underpels, at den kan være ude hele dagen om vinteren uden at fryse.

Jeg har selv en collie/labrador blanding samt en Basset Hound med en pels som en muldvarp, og jeg har fundet en god måde at komme de mange hår til livs.

Så snart, der er tegn på en begyndende fældning, kommer hundene i bad. Jeg bruger en sæbe-fri havremel shampoo (fås fra dyrlægen) for ikke at ødelægge huden og pelsens naturlige fedtlag.

Shampooen skal sidde på i 10 min, og i de 10 minutter strigler/masserer jeg pelsen igennem med en gummi-strigle, og alle de døde løse uldhår kommer ud. Hvis du bader din hund 1 eller 2 gange i fældningsperioden, burde du kunne komme problemet til livs.

Bedste hilsner fra Paulette

PELSTYPER HOS HUNDE

SC: Kort pels som f.eks. Basset Hound, Beagel, Bull Terrier
MDC: Mellemlang dobbelt pels som f. eks Labrador Retriever, Belgisk Hyrdehund, Alaskan Malamut
LHDC: Lang dobbelt pels som f. eks Border Collie, Chow Chow, Newfoundlænder HC: Ruhåret som f.eks. Airedale Terrier, Border Terrier, Cairn Terrier
LSH: Lang glathåret pels som f.eks. Bearded Collie, Briard, Malteser
FC: Glat pels som f.eks. Flatcoated Retriever, Langhåret gravhund, Irsk setter
CC: Krøllet pels som f.eks. Curley Coated Retriever, Pudler, Portugisisk Vandhund

Min hvalp får børstet tænder, men har stadig dårlig ånde, hvad kan jeg gøre?

Spørgsmål

Hej Paulette

Jeg har en 5 mdr gammel Jack Russell Terrie hvalp og han har en forfærdelig ånde!

Jeg børster tænder på ham og giver ham forskellige slags tyggeben (hvilket jeg har hørt skulle hjælpe), men han lugter altså stadig meget grimt ud af munden, kan det evt være fordi han er ved at skifte tænder?

Han virker ikke syg og han spiser og leger som han altid har gjort, så går lidt ud fra at det er fordi han er ved at skifte tænder, at han lugter ud af munden…

Håber du kan hjælpe mig

Mvh

Camilla Hansen

Svar:

Kære Camilla,

Hvor er det fint, at du passer din hunds tænder med tandbørstning og tygge-ben. Undersøgelser viser nemlig, at 80 % af hundene over 2 år har problemer med tænderne, og den bedste forebyggelse er tandbørstning hver dag.

En forfærdelig ånde burde ikke forekomme som led i et naturligt tandskifte (alle mælketænder er skiftet, når han er 7 mdr. gammel).

Dog kan en infektion i mundhulen kunne forårsage dårlig lugt, så det er vigtigt, at en dyrlæge undersøger, om der er knækkede mælketænder eller andre problemområder i din hunds mund.

En meget almindelig årsag til, at hvalpe lugter forfærdeligt fra munden, er, at de spiser deres egen, ræves eller andre hundes afføring, så det er meget vigtigt at du holder skarpt øje med din unge Jack Russel Terrier, for de kan være lynhurtige.

Endelig kan lugten komme fra din hunds fordøjelseskanal, så jeg synes, at du skal tale med dyrlægen om fodringen og din hvalps fordøjelse, hvis I ikke kan finde årsagen til lugten.

Bedste hilsner fra Paulette

Hvor meget foder skal min 6 måneders labrador have?

Spørgsmål:

Hej Paulette,

Jeg har en 6 måneder gammel labrador tæve, og er meget i tvivl om hvilken mængde foder hun skal have.

Foderet – specifik til hvalp, guider bagpå posen til at ved en vægt på 25 kg skal den have 515gram om dagen.

Skal jeg stole på det?

I øjeblikket får hun 400-450gram om dagen og er ikke overvægtig, men flot og slank.

Hun virker dog stadig sulten efter at hun har fået mad, hvilket hun pt. får 3 gange om dagen.

Har du nogle råd til det?

Kære Maja,

Svar:

Kære Maja,

Et af de største problemer der er med fodring af hvalpe, er at de bliver overvægtige. Overvægten vil mange gange følge disse hunde ind i voksenlivet, så det er godt at du sørger for at holde din labrador slank.

Angivelserne på ”Specifik” poserne er vejledende og kan være op til 30 % højere end din hund har brug for. Derfor må du endelig blive ved med at mærke på din hund og bliver ribbenene for tydelige, skal du øge mængden af foder.

Med hensyn til hendes sult……. så er hun jo en labrador og jeg har endnu kun oplevet mætte labradorhunde efter at de har haft fri adgang til en foderpose (uden at få lov) og fyldt maven med flere kilo tørfoder.

Jeg vil anbefale, at du går ned på 2 fodringer pr. dag, så hun får en bedre mæthedsfornemmelse.

Det vil være en god ide at fodre hende ud fra en ”Kong”, så det tager længere tid for hende at spise sit foder. Det vil give mæthedshormonet en chance for at blive frigivet, inden hun er færdig med sit måltid.

Hun vil samtidig også blive aktiveret, dels når hun tømmer ”kong´en” og dels når hun efterfølgende bruger en masse tid på at undersøge, om der var en enkelt foderpille, hun havde overset.

Er disse 2 tiltag ikke nok til at gøre hende mæt, kan du supplere foderet med rå gulerod.

Held og lykke

Bedste hilsner fra Paulette.

Er din hund eller kats vægt i orden?

Kurv

Akut skadestue
Rabatter og nyheder

Tilmeld nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du at modtage emails med gode råd omkring kæledyr, anbefaling af produkter, tilbud på konsultationer og ydelser fra CuraPet Dyrehospital, Dyrlægebrevkassen, Dyrlægens Butik og Dyrenes Sundhedsplan.