Nyrelidelser hos hunde og katte
Nyrelidelser er meget almindelige hos hunde og katte. Hos ældre dyr forekommer især kroniske nyrelidelser, der har udviklet sig over længere tid.
Hvis unge dyr får nyresygdomme, er de ofte af akut natur. Alle typer nyrelidelser kræver en betydelig indsats både fra ejer og dyrlæge.
Det skyldes især nyrernes store betydning for udskillelse af affaldsstoffer fra organismen.
Langt hovedparten af de nyresygdomme, som man ser hos hunde og katte, findes hos ældre dyr, og de er som oftest af kronisk natur.
Sygdommen har udviklet sig over lang tid, og det er desværre sådan, at man ikke kan se symptomer på en nyresygdom, før en meget stor del – ca. 80% – af nyrefunktionen er forsvundet.
Hos dyr med en kronisk nyresygdom vil ejeren som oftest først bemærke en tiltagende lyst til at drikke. Med denne følger også en større trang til at urinere, og hunden ønsker at blive luftet noget oftere og afleverer store portioner urin ad gangen.
Efterhånden som tilstanden langsomt forværres, vil det knibe for hunden at ligge tør om natten, og hvis man ikke får den luftet, vil der ske “uheld” indendørs.
Der er ingen medicinsk behandling af denne type nyrelidelser, men ofte kan de praktiske problemer med drikkeriet/tisseriet formindskes ved at tilbyde patienten en diæt, der “sparer” på nyrefunktionen. Sådanne diæter, som fås til både hunde og katte, kan købes hos dyrlægen.
Ved anvendelse af diæterne kan man ofte sikre de ældre patienter et godt liv i endnu en periode. På langt sigt vil sygdommen dog altid forværres, og der vil opstå symptomer som manglende appetit og vægttab.
Har du spørgsmål til produkter, kan du ringe til os på Tlf. 45 41 19 00
Har du spørgsmål om dit kæledyr, er du velkommen til at spørge os på Facebook
Sådan fungerer nyrerne
Nyrerne fungerer som filter for blodet, og består af talrige ens enheder, ligesom kaffefiltre, hvortil der også er koblet et system til at koncentrere urinen, så organismens vandtab bliver så lille som muligt.
I filtersystemerne udskilles der faktisk 100 gange så meget væske, som der senere kommer ud som urin, så det er en ganske effektiv biomekanisme. Hos de kroniske nyrepatienter kan man forestille sig, at en meget stor del af disse filtre efterhånden er stoppet til, eller i hvert fald har mistet deres funktion.
Som nævnt skal en meget stor del være ude af funktion, før de resterende ikke kan klare organismens behov på en tilfredsstillende måde. De sunde nyrer har således en meget stor overkapacitet.
Når det begynder at knibe med at opfylde organismens behov for blodrensning, er reaktionen naturligt nok at udskille en noget større mængde, mindre koncentreret urin. Det bliver nødvendigt at drikke og tisse mere.
Længere henne i forløbet kan blodet ikke renses tilfredsstillende på den måde, og der begynder at ske ophobning af affaldsstoffer i blodet, den tilstand, der kaldes uræmi. Navnet hænger sammen med ophobningen af urinstof i blodet, fordi dette stof er praktisk at måle.
Der er ikke kun tale om ophobning af urinstof, men også talrige andre stoffer, der skulle have været udskilt via nyrerne.
Patienten begynder nu at vise forgiftningssymptomer, med nedsat appetit og måske opkastninger og almindelig sløjhed.
Undersøgelser
Ud over den almindelige undersøgelse, vil der ofte kræves laboratorieundersøgelser for at fastslå sygdommens nærmere karakter:
Urinundersøgelsen har som formål at fastslå, om urinens sammensætning er normal, eller om, der er tale om en dårlig koncentrering af urinen. Urinen vil ofte også blive undersøgt kemisk og mikroskopisk, og vil måske blive dyrket ved mistanke om infektionssygdom.
Blodundersøgelsen giver værdifulde oplysninger om, hvor vidt fremskredet sygdommen er, og om den har haft indflydelse på andre organers funktion.
Røntgenundersøgelsen vil kun være nødvendig i sjældne tilfælde (f.eks. ved nyresten).
Akutte nyresygdomme
Akutte nyresygdomme ses noget sjældnere end de kroniske nyresygdomme.
Symptomerne hos disse dyr, der kan være både unge og ældre, er i langt højere grad almene. Patienterne er meget sløje og trætte, helt uden appetit. Ofte er urinproduktionen nedsat, eller måske helt ophørt. Der sker dramatiske ændringer i blodets sammensætning som følge af den manglende blodrensning.
Årsagen til denne type nyrelidelser er oftest enten en forgiftning eller en infektion.
Af stoffer, der er giftige for nyrerne, kan næævnes etylenglycol (kølervæske) og tungmetaller, samt visse smertestillende lægemidler.
Populært udtrykt forårsager disse stoffer øjeblikkelig tilstopning af alle filtersystemerne.
Infektion i nyrerne bevirker også, at urinproduktionen nedsættes eller ophører på grund af vævsskaderne.
Naturligvis retter dyrlægens behandlingen sig imod at få urinproduktionen i gang igen, ofte ved tilførsel af væske og vanddrivende medicin. Ved infektioner må man også anvende antibiotika for at bekæmpe infektionen.
Generelt er disse sygdomme i en del tilfælde mulige at behandle, men nyrefunktionen kan også være så dårlig, at det ikke er muligt at redde patienten.
På menneskehospitaler ville patienterne være i dialyse igennem lang tid, og ville måske kræve nyretransplantation. Disse behandlingsformer er ikke aktuelle for dyr.
Hvis behandlingen lykkes, og patienten bedrer sig, vil det ofte være nødvendigt med langvarig sygepleje og diætfodring, indtil blodrensningen atter er normal.
Dyr med dårlige nyrer
- Anvend foder med lavt proteinindhold, men af høj kvalitet.
- Foderet skal have lavt indhold af fosfor og natrium (salt).
- Dyrlægen kan vejlede om færdige diætfodere eller opskrifter på hjemmelavet foder.
- Man må aldrig forsøge at nedsætte et dyrs vandladningstrang ved at nægte det adgang til vand.
- Dyr synes ligesom mennesker, at saltfattig kost er kedelig. De skal tilvænnes over en periode.
- Kroniske nyresygdomme vil med tiden altid forværres.
Må min hund med nyrelidelse kun få specialfoderet?
Spørgsmål:
Min dejlige boxer på 7 mdr. har dårlig nyrer, jeg kan ikke huske hvad den hed, men hendes tal er 3 gange så højt som de må være.
Hun er på specialfoder så vi håber det kan hjælpe hende.
Må hun kun få specialfoderet, ingen frugt, grønt, eller sovs?
Vi vil gøre alt for at hun skal havde det godt så længe som muligt, hun vejer bare alt for lidt kun 17 kg.
Hvordan ser hendes fremtid ud?
Svar:
Kære Agnethe,
Jeg er rigtig ked af at høre, at din unge bokser har fået konstateret dårlige nyrer, med høje nyretal og vægttab til følge. Det virker så uretfærdigt, når hun er så ung, og når hendes liv og jeres liv sammen næsten lige er begyndt.
Nyrerne er meget vigtige organer, da de renser blodet for affaldsstoffer og tilbageholder de gode, nødvendige stoffer.
Et af de store problemer med dårlig nyrefunktion er, at nyre-syge hunde har manglende appetit eller taber så meget protein igennem de syge nyrer, at de taber sig.
Når man kan måle nyreproblemet igennem en blodprøve, er det sådan, at der er under 30 % af nyrefunktionen tilbage,
Din hund er rigtigt hårdt dels ramt fordi hun jo stadig er en hvalp og derfor har brug for masser af protein til at vokse sig stor på.
Ud fra det, du beskriver, er din bokser meget syg, og hendes fremtid ser meget dyster ud.
Det er derfor altafgørende, at du følger dyrlægens anbefalinger til punkt og prikke.
Hun må kun få specialfoder for at skåne hendes nyrer. Indholdet i nyrekosten er sammensat, så proteinerne har høj biologisk værdi – dvs. det meste udnyttes af kroppen, så nyrerne ikke skal belastes med at udskille affaldsstoffer.
Der er heldigvis flere mærker at vælge imellem, og de fås både som tørfoder og som dåsemad. Prøve dig frem til du finder det mærke, hun bedst kan lide.
Nyd hver eneste dag, I har sammen, og giv slip på hende, når hendes liv ikke er sjovt mere. Det handler om, at give din dejlige bokser mest muligt livskvalitet og ikke tænke på hvor langt hendes liv bliver.
Bedste hilsner fra Paulette
Hvad kan vi gøre ved vores hund der har nefropati (dårlig nyre)
Hvad kan vi gøre ved vores hund der har nefropati (dårlig nyre)
Hej Paulette.
Min boxer fik konstateret nefropati da hun var 7 mdr. Nu er hun 10 mdr, og vi får taget blodprøve på hende hver mdr.
Sidst var hendes tal steget fra 2,38 til 3,65, hun får kun speciel kost som vi overholder fuldt ud, så vi blev jo meget kede af det.
Er der andet vi kan gøre for at beholde hende så længe som muligt, vi ved godt det er uhelbredeligt, hun har det godt endnu.
Agnete
Svar:
Kære Agnete,
Nyrernes funktion, er at opretholde balancen af visse kemikalier i kroppen og udskille affaldsstoffer som urin.
Nyrerne har også mange andre funktioner; bl.a. at regulerer blodtryk, protein, kalk og fosfor balance og producerer hormonet erythropoietin (EPO), som stimulerer knoglemarven til produktion af røde blodlegemer.
Dårlig nyrefunktion kan således være årsag til væskemangel, ophobning af affaldsstoffer og mangelfuld regulering af kroppens mineraler.
Der kan opstå proteinmangel, fordi proteinet vaskes ud af kroppen og patienterne kan få problemer med for højt blodtryk og blodmangel.
Derudover kan nyreproblemer være årsag til irriteret maveslimhinde.
Behandling af nyreproblemer på hund
Når man behandler en patient med et nyreproblem, skal man således være opmærksom på alle de forskellige følgeproblemer, som kan opstå rundt omkring i kroppen.
Nøglen til behandling af nyresygdomme ligger primært i fodring med en kost der indeholder proteiner der har høj biologisk værdi – dvs. det meste udnyttes af kroppen, så nyrerne ikke skal belastes med at udskille affaldsstoffer.
Derudover er mængden af protein reduceret til det absolut nødvendige. Det er ligeledes vigtigt at kosten indeholder reduceret mængde fosfor, idet for meget fosfor forværre nyreproblemet.
Det kan være en god ide at fodre 4 gange dagligt, for at mindske evt. kvalme, den nyresygehund måtte have.
Såfremt mavetarmslimhinde er meget irriteret, kan hunden få medicin til at nedsætte syreindholdet i maven.
Derudover er det vigtigt at være opmærksom på komplikationer med blodmangel eller forhøjet blodtryk og er det tilfældet skal dette behandles.
Vitamin B og C, omega 3 og 6 fedtsyre samt E vitamin, kan sammen med andre medikamenter (EPO, Calcitrol, ACE hammere, H2-blokkere) være gavnlige for din hund og derudover findes der et dyrlægeordineret foder der hedder U/D og som bruges til meget alvorlige nyrelidelser.
Jeg synes du skulle tale med din dyrlæge om at få din hund over på det foder og så må vi håbe at nyrer tallene bedres.
Det er rigtigt sørgeligt, at din unge boksers nyresygdom har udviklet sig så hurtigt i den gale retning, så husk at nyde hver eneste dag, I har sammen, og giv slip på hende, når hendes liv ikke er sjovt mere.
Det handler om, at give din dejlige bokser mest muligt livskvalitet og ikke tænke på hvor langt hendes liv bliver.
Bedste hilsner fra Paulette
Hvad kan jeg gøre når min hund ikke kan holde sig?
Spørgsmål:
Hej
Jeg har en hanhund på 8 ½ år, han har aldrig haft problemer med at holde sig ca. 8 timer, men i dag lagde jeg mærke til at 3 timer efter vi havde været ude, havde han tisset ude i gangen, jeg var så nede med ham igen, og der tissede han temmelig meget igen….hvad kan jeg gøre ved det?
Christina
Svar:
Kære Christina,
Når jeg læser om din hunds problem, er det tydeligt for mig, at han tisser mere end normalt(han producerer mere urin). For at finde årsagen er det vigtigt at finde ud af, om han drikker mere end normalt, eller om han har svært ved at koncentrere sin urin, dvs. det vand han drikker løber lige igennem ham.
Din hunds drikkelyst og hans produktionen af urin, styres af en kompliceret proces mellem mængde og indholdet af forskellige stoffer i blodet, tørstcenteret, nyrerne og hormonproducerende centre i hjernen.
Det er en rigtig god ide at måle hvor meget, han drikker på 24 timer. Det kan du gøre ved at måle den mængde vand, du giver ham om morgen, og næste morgen måle, hvor meget der er tilbage i skålen. Giv ham en kæmpeskål med vand, så han kan drikke så meget, han har lyst til. Skriv ned hvor meget vand han har drukket hver dag igennem nogle dage. Det er derefter vigtigt at finde ud af, om han kan koncentrere det vand, han drikker, eller om det løber lige igennem ham.
Dyrlægen kan få svar på dette og meget andet ved at undersøge hans morgenurin¤
Dyrlægen vil også se på, hvor meget, du har målt din hunds daglige vandindtag, til.
Drikker han mere end normalt, kan det være tegn på forskellige nyresygdomme, leversygdomme, sygdomme i hormonreguleringen, sygdomme i blæren, eller psykogene sygdomme.
Da din hund er ældre, vil dyrlægen nok anbefale, at I foretager en geriatrisk helseprofil for at undersøge blodets celler samt helbredet af din hunds indre organer.
Det er derfor meget vigtigt, at du kommer til dyrlægen med din hund hurtigst muligt.
Med ønske om hurtig bedring.
Bedste hilsner fra Paulette
¤ Hvordan kan du samle urin op fra din hund
Først skolder du en dyb tallerken (for at gøre den steril) og lader den dampe af.
Så tager du din hund ud på snor, når den skal tisse første gang om morgenen.
Når den har tisset en lille smule, fører du den dybe tallerken ind i urinstrålen. Fra den dybe tallerken kan du føre urinen over i en skoldet tør plastbeholder og så af sted til dyrlægen med urinen så hurtigt som muligt.
Diæter til hunde med nyrelidelser
-
BeSame til mellemstore og store hunde – 200
401,70 kr. -
BeSame til små hunde og katte – 100
271,70 kr. -
Specifik CKD. Dyrlægens nyre/lever/hjerte diæt til voksne hunde 7kg
569,00 kr. -
Specifik CKD. Dyrlægens nyre/lever/hjerte diæt til voksne hunde 3 x 2 kg
717,00 kr. -
Specifik CKD. Dyrlægens nyre/lever/hjerte diæt til voksne hunde 12kg
799,00 kr. -
Specifik CKW. Dyrlægens nyre/lever/hjerte diæt 6 x 300 g
1.212,00 kr.