Moderløse hvalpe og fravænning af hvalpe
I uheldige tilfælde kan man komme ud for, at en tævehund med nyfødte hvalpe bliver syg eller dør.
Den bedste løsning er at få hvalpene anbragt hos en eller flere ammer de første leveuger.
Dyrlægen vil i mange tilfælde kunne være behjælpelig med at henvise til andre hundeopdrættere.
Kan det ikke lade sig gøre at finde en amme, må man selv opfostre hvalpene. Det indebærer foruden opflaskning af hvalpene også at holde dem rene og vænne dem til omgivelserne. Alt i alt et fuldtidsjob de første uger.
Pasning og pleje
Pasning og pleje af et kuld moderløse hvalpe er i begyndelsen et fuldtidsjob.
Hvalpene skal fodres 6 til 8 gange i døgnet, de skal holdes varme og rene og deres fordøjelse skal stimuleres. I det hele taget skal man så godt det nu lader sig gøre foregive at være hundemor for dem.
Mælkeblanding til hundehvalpe
Hundemælk har næsten dobbelt så meget tørsubstans, og mere end dobbelt så stort fedt- og proteinindhold som komælk.
Der findes i handelen flere mælkeblandinger til nyfødte hvalpe. De er at foretrække fremfor hjemmelavede blandinger, men de er dyrere.
Hvis man vil fremstille sin egen mælkeblanding med komælk som udgangspunkt, må der tilsættes ekstra protein, fedt, vitaminer og mineraler.
Følgende opskrift kan anvendes:
- 8 dl.sødmælk
- 2 dl.kaffefløde
- 1 æggeblomme
- 6 gr.benmel el.
- fosforsur kalk
Ingredienserne piskes sammen og opvarmes, men må ikke koge. Herefter tilsættes 4 gr. citronsyre opløst i en spiseskefuld vand. Efter afkøling tilsættes en vitaminblanding.
Blandingen opbevares i køleskab, og kun så meget som der skal bruges pr. fodring tages ud til opvarmning.
Fodringsrutine
Man behøver ikke fodre mere end 6 gange i døgnet.
Giv følgende fodermængder:
0-1 uge: 15-20% af legemsvægten pr. døgn.
1-2 uger: 20-25% af legemsvægten pr. døgn.
2-3 uger: 30-35% af legemsvægten pr. døgn.
Når hunden skal have mælken anvendes til store hunderacer en almindelig sutteflaske, gerne med en lammesut på, til små hunderacer en pipette eller engangssprøjte påsat en lille gummislange. Man kan også købe specielle hundesutteflasker i forskellige størrelser hos dyrlægen eller dyrehandelen. Hullet i sutten må ikke være større end mælken kommer ud dråbevis, og flasker og sutter skal holdes pinligt rene.
Hvalpen anbringes på et håndklæde, som man har på skødet, men den må ikke ligge for højt med hovedet, da den så nemmere forsluger sig.
Sondefodring
I stedet for sutteflaske kan bruges sondefodring, der, når man har lært det, er meget hurtigere, enklere, og mere sikker.
Sondefodring er specielt aktuel, hvis man har en svag hvalp, der ikke vil sutte selv.
Til sondefodring skal man bruge en gummi- eller plastsonde nr. 8 til 10. Dyrlægen kan skaffe en og kan også demonstrere fodringsteknikken.
Mål med sonden afstanden fra hvalpens næse til sidste ribben og sæt et mærke. Så langt skal sonden føres ned.
Hvalpen holdes med venstre hånd og sonden føres langsomt ind gennem munden og ned i spiserøret. Man vil se at hvalpen laver synkebevægelser; hvis den i stedet hoster, er man kommet ned i luftrøret. En passende mælkemængde er i forvejen suget op i en engangssprøjte, som er sat på sonden. Tømningen af sprøjten skal foregå forholdsvis langsomt.
Har du et spørgsmål om dit kæledyr?
Diarre hos små hvalpe
Normal afføring hos nyfødte hvalpe har en konsistens som salve og er noget gulfarvet.
Grønfarvet eller klar, slimet eller vandig afføring tyder på at noget er galt. Hvis hvalpen ellers er frisk, kan man i første omgang fortynde mælkeblandingen halvt med kogt vand og fortsætte med samme mængde som før.
Hjælper det ikke, nedsættes mængden med 25%. Hjælper det heller ikke, skal man gå til dyrlægen, da der så kan være tale om en infektion, der skal under behandling.
Varme
Det er vigtigt at hvalpene ligger varmt, da deres legemstemperatur de første uger er lav (ned til 36oC).
En varmelampe ophængt over hvalpekassen eller en varmepude anbragt i et hjørne af kassen under et tæppe, er en god hjælp til at holde hvalpene varme.
Det er også vigtigt, at kassen er hævet over gulvplan og isoleret, så hvalpene ikke får træk. Rumtemperaturen skal, specielt den første uge, være høj.
Renlighed
Moderhunden holder hvalpe og hvalpekasse pinlig ren ved at slikke hvalpene og fjerne deres efterladenskaber. Den funktion må man selv overtage, når man står med et kuld moderløse hvalpe.
Efter hver fodring stryges hvalpene på mave, ydre kønsorganer og over endetarmsåbningen med en tot fugtigt vat. På den måde stimuleres hvalpenes fordøjelse samt urineringstrang og fæcesafgang.
Socialisering
De første to-tre uger skal hvalpene have ro til at spise og sove, og kun være i menneskehænder i forbindelse med fodringerne. Omkring tre-ugers alderen begynder deres sanser at vågne for alvor, de bliver nysgerrige og kan gradvist høre mere og mere og skal vænnes til forskellige lyde.
Fra fire ugers alderen bør man vænne dem til voksne hunde. Det er specielt vigtigt, når hundenes mor mangler.
Af hensyn til en eventuel smittefare, kan man ikke invitere “gadens hunde” på besøg, og man skal også være sikker på, at de voksne hunde reagerer korrekt overfor de små hvalpe.
Fravænning af hvalpe
Når hvalene er knap tre uger gamle, kan man begynde at lære dem at drikke mælkeblandingen.
Hæld blandingen op i en lille flad skål, eller en dyb tallerken, som er anbragt på en lille forhøjning. Lad én hvalp ad gangen drikke det, den vil.
Støt evt. hvalpen så den ikke vælter op i skålen.
I løbet af et par dage begynder man at blande lidt hvalpedåsemad eller opløst blendet hvalpetørkost i mælken, så den får konsistens som vælling.
Når hvalpene har lært at spise selv kan man gå ned til fem fodringer i døgnet.
Fra fire ugers alderen nedsættes mælketilskuddet gradvist for ved seks ugers alderen helt at tages bort eller evt. erstattes af et måltid bestående af surmælksprodukter.
Hundehvalpe vokser hurtigt sammenlignet med menneskebørn, derfor er det uhyre vigtigt, at kosten er rigtigt sammensat af råvarer af høj kvalitet. Det opnås bedst ved at anvende et færdigfremstillet hvalpefoder af god kvalitet.