Ørelidelser hos hunde og katte

Sygdomme i øret, specielt i den ydre øregang, optræder hyppigt og især hos hunde. Ørets og øregangens specielle udformning betyder, at der meget nemt kan opstå betændelse. Lad altid dyrlægen undersøge ørerne ved den årlige vaccination og kontakt straks dyrlægen, hvis der er mistanke om betændelse i øret.
Ørelidelser hos hund og kat
Det kan spare dyret for mange smerter og megen ubehag, hvis det kommer under behandling på et tidligt tidspunkt.

Som ejer må man altid være opmærksom på, om der er unormal lugt fra øret, udflåd eller om dyret ryster meget på hovedet og kradser i øret. Smerte og ubehag ved berøring af ørerne og almen utilpashed forekommer hyppigt ved ørelidelser.

Symptomer på øregangsbetændelse

Symptomerne varierer meget ved betændelse i øregangen eller mellemøret. Der kan være tale om en unormal lugt fra øret, eller, at øret er rødt, irriteret og hævet. Nogle gange kan man direkte finde sår i øreflappen eller øregangen og der kan komme udflåd fra øregangen. Læg mærke til, om dyret ryster meget på hovedet, om det kradser sig i øret og, om det har en skæv hovedholdning.

Hvis et eller flere af disse symptomer er tilstede, skal dyrlægen konsulteres.

Årsager til øregangsbetændelse

Årsagen til at dyret får øregangsbetændelse hænger ofte sammen med en hudsygdom forårsaget af allergi, stofskifte- eller hormonforstyrrelser, eller svækkelse af immunforsvaret.

Men i det hele taget er hunde og katte ret udsatte, da de har en lang og snæver øregang med et næsten vinkelret knæk. Nogle racer har desuden en mere eller mindre kraftig hårvækst i øregangen og nogle hunde har nedad hængende og kraftigt behårede øreflapper. Alt sammen forhold, der er medvirkende til, at en betændelse nemmere kan udvikle sig.

Medicinsk behandling

Et grundlæggende princip ved behandling af øregangsbetændelse er først og fremmest en rensning af hele øregangen for at fjerne hår, vokspropper, materie og eventuelle fremmedlegemer.

Først når det er sket, kan dyrlægen se arten og omfanget af betændelsen og samtidig afgøre, om trommehinden eller mellemøret også er angrebet.

Det er derfor ofte nødvendigt med en let bedøvelse, for at øregangen kan renses fuldstændigt.

I nogle tilfælde tager dyrlægen en prøve af indholdet i øret for i laboratoriet at undersøge, hvilken infektion der er tale om og herefter vælge den mest effektive medicin.

Hos katte er øremider ofte årsag til betændelsen.

Kirurgisk behandling

En del kroniske tilfælde af øregangsbetændelse hos hunde kræver operation for at standse betændelsen eller bringe den under kontrol. Det gælder især, hvis huden i øregangen er kronisk fortykket og øregangen dermed mere eller mindre lukkes, så afløb og luftadgang bliver for dårlig. Ved en plastisk operation i øregangens hud og brusk fjernes den lodrette del af øregangen, så betændelsen har svært ved at fortsætte.

Blodøre

Undertiden opstår en væskeansamling i øreflappen. Udtrykket “blodøre” er noget misvisende, da der ikke er tale om en blodansamling, men en tynd væske indeholdende lidt blod.

I de fleste tilfælde ses blodøre, uden at der samtidig er betændelse i øret, og nogle racer – og her specielt Golden Retriever – er særlig disponeret. Årsagen er ukendt, men formentlig er der tale om en svækkelse af hundens eget immunforsvar.

Blodøre kræver kirurgisk eller medicinsk behandling for at hindre udviklingen af en deform øreflap.

Der kan hyppigt ske tilbagefald, hvor der kommer et nyt blodøre i samme eller det andet øre.

Døvhed

Det er ikke ualmindeligt, at hunde eller katte har nedsat hørelse eller er helt døve. Årsagen kan være en forudgående dybere betændelse i øret, men ofte er det ældre hunde, der bliver døve.

Døvhed kan sjældent behandles, men de fleste hunde klarer sig godt i kraft af deres øvrige sanser.

Forebyggelse

Øregangsbetændelse er den hyppigst forekommende sygdom hos hunde. Alene her i landet lider mange tusind hunde af kronisk betændelse i ørerne. De kunne være sparet for mange smerter og ubehag, hvis de var kommet under behandling på et tidligt tidspunkt.

Lad derfor altid dyrlægen undersøge ørerne ved den årlige vaccination og få en instruktion i, hvordan man nemmest fjerner kraftig hårvækst i den øverste del af øret.

Det er vigtigt, at den rigtige diagnose stilles så tidligt som muligt, så behandlingen hurtigt kan begynde. Kontakt derfor straks dyrlægen, hvis der er mistanke om betændelse i øret.

  • Benyt aldrig medicin, før dyrlægen har klarlagt årsagen.
  • Benyt ikke tidligere udleveret medicin, før dyrlægen er spurgt.
  • Benyt aldrig medicin, der ikke er beregnet til ørerne. Pulver/pudder må ikke bruges, fordi det klumper sammen og danner propper i øregangen.
  • Håndkøbspræparater af typen “ørelotion” bør kun bruges ved rensning af øreflappen.
  • Søg omgående dyrlæge ved unormal lugt, kløe, udflåd og smerte.

Har du spørgsmål om andre emner, er du velkommen til at kontakte os på telefon 45 41 19 00 eller bruge dyrlægebrevkassen.

Har du spørgsmål til produkter, kan du ringe til os på Tlf. 45 41 19 00

Har du spørgsmål om dit kæledyr, er du velkommen til at spørge os på Facebook

Dyrenes sundhedsplan

Dyrlægebrevkassen med svar på dit kæledyrs problemer

Laserbehandling af kæledyr

Dyrlægens Butik

Kurv

Akut skadestue
Rabatter og nyheder

Tilmeld nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du at modtage emails med gode råd omkring kæledyr, anbefaling af produkter, tilbud på konsultationer og ydelser fra CuraPet Dyrehospital, Dyrlægebrevkassen, Dyrlægens Butik og Dyrenes Sundhedsplan.