Hudparasitter hos katte
Er din kat glad for at være udenfor? Så skal du passe på ektoparasitter!
En parasit er en organisme, der ernærer og formerer sig på et andet individ. Parasitter opdeles generelt i ektoparasitter (parasitter udenfor værten) og endoparasitter (parasitter indeni værten).
De typisk forekommende ektoparasitter hos vor kæledyr er lopper, flåter og mider. Disse parasitter er årsag til rigtig mange henvendelser hos dyrlægen.
Lopper
Loppen er nok den oftest forekommende parasit hos katte. Lopper kan dog i de fleste tilfælde holdes væk med den korrekte forebyggelse. Har man først fået loppen inden døre, kan det dog kræve et lidt større tiltag for at komme af med dem.
Flåter
Flåter lever i skov, krat samt tæt vegetation. For at den voksne flåt kan suge blod fra et pattedyr, skal den have gennemgået et larvestadie samt et nymfestadie. De fleste ejere af kæledyr har registreret en stigende forekomst af flåter. Årsagen hertil ligger i mere milde vintre samt en øget bestand af vildt. Flåten kan som loppen forholdsvis let forhindres i at ”bosætte” sig på vor firbenede venner. Det er dog altid en god ide at efterse hunden og katten efter en tur i flåttætte områder. Findes der flåter på kæledyret bør disse straks fjernes.
Øremider
Øremider hos katte ses relativt ofte. Øremiden er en lille parasit, der lever i og på huden. Den lægger æg i gange gravet i huden. Øremideangreb er stærkt kløende og danner i de fleste tilfælde en forøget ørevoksproduktion, der ofte er mørkt i farven.
Skab
Skab er en meget kløende hudlidelse forårsaget af en lille mide. Oftest smittes katten via kontakt til et andet smittet dyr. I de fleste tilfælde ses et stærkt kløende udslæt på hoved, ører, forben samt sider. Behandlingen for skab kan være langtrukken, men behandlingsresultaterne er i langt de fleste tilfælde gode.
Har du et spørgsmål om dit kæledyr?
Diagnosen
Årsagerne til kløe kan være mange og kræver en grundig undersøgelse. Kløe kan blandt andet være forårsaget af parasitter (lopper, hårsækmider, skab, pelsmider, lus), infektioner eller allergi. Udredning af hudproblemer kræver derfor tålmodighed og grundighed for at stille den rette diagnose.
Din dyrlæge vil starte med at stille dig nogle spørgsmål om din kats symptomer. Udbredelsen og placeringen af kløen kan for eksempel give os en idé om årsagen.
Derefter vil dyrlægen undersøge din kat fra top til tå samt udtage nogle prøver af de udsatte områder for at kigge efter tegn på parasitter eller infektion under mikroskop.
Det er vigtigt med et systematisk undersøgelsesforløb, så man undgår at overse vigtige symptomer.