Parasitter i tarmen hos katte

Især hos killinger vil der vise sig symptomer som oppustet mave, hikke, diarré, hoste, utrivelighed, blodmangel, og naturligvis udskillelse af orm med afføring eller opkast.

Voksne dyr viser ofte ingen symptomer på at have indvoldsorm, men kan gå som skjulte smittebærere af sygdommen.

Har man konstateret, at ens kat udskiller orm, og fundet ud af, om det drejer sig om spolorm eller bændelorm, kan man gå til sin dyrlæge eller på apoteket, for at få den medicin, der er den mest effektive i det pågældende tilfælde.

Hvordan kan man opdage, om et dyr er smittet?

Især hos killinger der ikke har opnået modstandskraft mod de forskellige ormeangreb, vil der kunne opstå sygdomssymptomer i forbindelse med angreb af indvoldsorm.

På grund af parasitternes livsforløb i værtsdyrets krop, vil der vise sig symptomer som oppustet mave, hikke, diarré, hoste, utrivelighed, blodmangel, og naturligvis udskillelse af orm med afføring eller opkast.

Voksne dyr viser ofte ingen symptomer på at have indvoldsorm, men kan gå som skjulte smittebærere af sygdommen.

Hvilke orm drejer det sig om?

Den mest hyppig indvoldsparasit er spoleorm. Spoleormens æg udskilles i kattens afføring og optages af en mellemvært (mus, rotte, fugle).

Når en kat spiser mellemværten, aktiveres spoleormen og udvikler sig til en voksen orm i tarmkanalen. Killinger kan smittes via modermælken af en inficeret hunkat, da unge larver kan vandre ud og indkapsle sig i kattens væv.

De aktiveres hos hunkatten, når hun bliver drægtig og smitte killinger ved at vandre ned i mælkekirtlerne.
Symptomerne er opkastning, diarré, tør, kedelig pels, hoste og afmagring.

I nogle tilfælde vil man kunne se spolormen i kattens opkast eller i afføringen.

Bændelorm er også relativ almindelige hos katte. Bændelormens æg optages af en mellemvært som fx et byttedyr eller lopper. Her udvikler de sig til larver hvorefter katten smittes ved at spise mellemværten.

Ofte smittes katte ved at indtage en smittet loppe ved soignering. Bændelorm ligner små ris korn, som kan ses enkeltvis eller i små led i kattens pels omkring anus.

Din kat kan også blive inficeret med encellede parasitter (protozoer) som Giardia, Isospora, Tritrichomonas eller Toxoplasma. Disse overføres gennem afføringen fra en inficeret kat og inficerer kattens tarmslimhinde. Giardiasis er meget smitsom og omhyggelig sanering i miljøet er nødvendigt for at komme af med parasitten.

Indvoldsparasitter diagnosticeres ved afføringsprøver. Der findes forskellige behandlinger afhængig af parasitten.

Voksne katte bør ikke behandles med ormekur regelmæssigt, men først efter påvisning af parasitter, da man vil undgå udviklingen af resistens.

Undtagelsen er hos killinger hvor regelmæssig ormekur behandling er anbefalet i de første levemåneder.

Kan man selv behandle dyr, der har orm?

Det kan man helt bestemt. Har man konstateret, at ens kat udskiller orm, og fundet ud af, om det drejer sig om spolorm eller bændelorm, kan man gå til sin dyrlæge eller på apoteket, for at få den medicin, der er den mest effektive i det pågældende tilfælde.

Medicinen er oftest forsynet med udmærkede brugsanvisninger om behandlingsforløbet.

Kan man forebygge ormeangreb?

Ud fra sandheden om, at det er bedre at forebygge end at helbrede, kan man i allerhøjeste grad prøve at forhindre, at et dyr bliver smittet med indvoldsorm.

Da lopper virker som mellemværter for visse bændelormearter, skal man forsøge at holde dyrene fri for lopper.

Endelig er det af stor betydning at give en forebyggende medicinsk behandling af killinger i deres opvækstperiode:

Når killingerne er under 8 uger behandles 2 gange med ca. 3 ugers mellemrum.

I alderen mellem 8 og 16 uger gives 1-2 behandlinger, f.eks. mellem vaccinationerne.

Herefter skal udekatte behandles en gang i kvartalet, mens indekatte kan nøjes med en behandling årligt.

Læs også: Dyrlægen anbefaler ormebehandling

Læs også: Ringorm hos hunde og katte

Kan ormene smitte til mennesker?

Det vil kun være i meget sjældne tilfælde, at spolormæg, der optages i menneskets tarmkanal, vil udklækkes til larver, der vil kunne vandre til f.eks. øjevævet.

Hvis der bliver konstateret toxoplasmose (en speciel coccidie) hos en kat, bør de mennesker, der har kontakt med katten, og i ganske særlig grad gravide kvinder i den første trediedel af svangerskabet, have en meget hygiejnisk omgang med katten og dens omgivelser, da disse toxoplasmer kan smitte til mennesker, og i ganske særlig grad kan være farlige for fosteret.

I det hele taget bør man have en hygiejnisk omgang med katte, der er inficeret med indvoldsorm!

Spolorm

Spolorm er 5 – 15 cm lange trådformede orme, der formerer sig i værtsdyrets tyndtarm, hvor hunnerne lægger i bunkevis af æg, som med afføringen kommer ud i det fri, og kan optages af en ny vært.

I den nye værts tyndtarm klækkes æggene, og de mikroskopiske larver foretager en vandring igennem værtsdyrets lever, lunger og svælg hvorefter de synkes og udvikles til kønsmodne orm i tyndtarmen, hvor de atter lægger æg.

Somme tider lever spolormlarverne i andre af værtsdyrets organer, og kan så senere, f.eks. ved drægtighed hos en tæve blive aktive og derefter invadere fostrene, så de fødes med en ormeinfektion.

Bændelorm

Bændelorm er lange, flade orme, der lever i dyrenes tyndtarm.

Fra deres bagkrop afsnører de det ene led efter det andet, og det er disse led, man kan se, når de kommer ud af endetarmen. Hos katten ses de oftest som små risengrynslignende legemer, der sidder i hårene omkring kattens endetarmsåbning.

Leddene er fulde af æg, er bevægelige og tørrer tilsidst ind og går i stykker, hvorefter æggene spises enten af loppelarver eller af mus, der fungerer som mellemværter for bændelormenes videre udvikling.

Når lopperne eller musene spises af enten en kat eller en hund, udvikles nye bændelorm i deres tarm, og på den måde fortsætter kredsløbet.

Dyrlægen kan ved undersøgelse af en afføringsprøve fra dyrene

konstatere om de mikroskopiske æg fra de forskellige indvoldsorme findes i afføringen.