Dyrlægebrevkassen

Ringorm hos hunde og katte

Ringorm er en smitsom infektion i hud, hår og negle med nogle svampe (Dermatofytter), som har specialiseret sig i at invadere dødt forhornet væv og formere sig der.

Dødt forhornet væv findes i overhudens yderste cellelag, den frie del af hårene og i neglene. Hos mennesker findes infektionen mest i hudcellerne, mens den hos hunde og katte især findes i hår- og hårsække.

Selv om navnet kunne antyde det, har ringorm altså intet med orm at gøre.

Det er hovedsageligt svampene Microsporum canis, Trichophyton mentagrofytes og Microsporum gypseum, som er årsag til ringorm hos hunde og katte.

Produkter til brug mod ringorm

Hvordan ser ringorm ud?

Ringorm hos hunde

Det klassiske tilfælde af ringorm ses i form af en rund hårløs plet, som breder sig.

Hårtabet opstår fordi de smittede hår svækkes og knækker af. Det hårløse område kan være rødt med skældannelse. I andre tilfælde kan der være tale om en form for overfølsomhedsreaktion over for svampene, og der kommer en hævelse med en let væskende overflade.

I sjældne tilfælde kan infektionen lave en dybere åbning med udskillelse af betændelsessekret til overfladen.

Ringorm hos katte

Ud over den klassiske forandring beskrevet hos hunde kan der hos katte findes områder med knækkede hår (oftest på ørerne), små væskende og skorpebelagte sår i huden, men også symptomfrie smittebærere.

Hos langhårskatte kan ringorm ofte ses som områder i pelsen med fedtede og sammenklistrede hår.

Det er hos katte især de langhårede racer som perserkatte, der kan have problemer med ringorm.

Hvordan stilles diagnosen ringorm?

Da hunde og katte med ringorm kan have mange forskelligartede symptomer vil det ofte være både vanskeligt og usikkert at fastslå, om der er tale om ringorm alene ud fra dyrets udseende.

Dyrlægen kan ved hjælp af forskellige undersøgelser stille diagnosen:

Ved at belyse det mistænkte hudområde med ultraviolet lys (Woods lampe) vil svampesporerne i nogle tilfælde (ved svampen Microsporum canis) blive selvlysende. Hvis den selvlysende virkning ikke opstår, udelukker det altså ikke, at dyret kan have ringorm.
Ved en undersøgelse i mikroskop af smittede hår kan svampesporerne nogle gange påvises.
Dyrkning af svampe fra smittede hår på et specielt vækstsubstrat er den mest sikre metode. Når der er ringorm på substratet vil det skifte farve fra gult til rødt i takt med at svampene vokser.
Ved under et mikroskop at se på vævsprøver fra mistænkte forandringer i huden kan diagnosen også stilles.
Hvordan behandles ringorm?

Når diagnosen ringorm er stillet, vil behandlingen kunne bestå i en tabletbehandling med et svampedræbende middel ofte kombineret med en lokalbehandling med en shampoo indeholdende et svampedræbende middel.

Til behandling af hunde findes et specielt vaskepræparat, som kan benyttes alene. Langhårede dyr bør klippes helt ned før behandlingen indledes, dels for at fjerne alle inficerede hår, dels for at vaskemidlet mest effektivt kan komme i kontakt med huden.

Behandlingen vil strække sig over mindst 4-6 uger og bør afsluttes med en dyrkning for at sikre, at smitten er udryddet.

Smittede dyr bør undgå kontakt til andre dyr i form af udstillinger, klippe- og trimmesaloner mv. indtil de ved en dyrkning er konstateret smittefrie. Det er vigtigt, at samtlige dyr i husstanden behandles samtidigt – også selvom de ikke de viser symptomer på ringorm – da der som før nævnt kan findes symptomfrie smittebærere (især katte).

Svampesporer kan overleve i omgivelserne, og det er derfor vigtigt, at der også her gøres en ekstra indsats.

I handelen findes præparater beregnet til luftforstøvning, og der må rådes til at støvsuge ekstra i en længere periode.

Kan ringorm forebygges?

Der findes i dag ikke nogen egentlig forebyggende behandling mod ringorm, men der arbejdes fra flere sider på at udvikle vacciner til katte mod Microsporum canis. Indtil videre har disse ikke vist sig effektive.

Hvis man har opdræt af katte kan det tilrådes at begrænse kontakten til andre katte i form af parring, uanset om det drejer sig om katte sendt til parring andre steder, eller katte som tages ind i huset til parring.

Ved kontakt med andre katte ude af huset kan det anbefales at vaske katten i shampoo indeholdende klorhexidin før den kommer tilbage.

Når nye katte indkøbes er det en god idé at oprette en karantæneafdeling, hvor de kan opholde sig, indtil de ved en dyrkning for ringorm viser sig at være frie for smitte.

Hvordan smitter ringorm?

De vigtigste smitteveje anses for at være: Dyr til dyr, dyr til mennesker, omgivelser til dyr og smitte via redskaber brugt til pelspleje som for eksempel kamme, børster, klippemaskiner m.v.

Som nævnt findes de levende svampe i den døde (frie) del af hårene, hvor de smitsomme sporer findes på overfladen af de smittede hår. Da hår med svampevækst svækkes og let knækker, vil sporene nemt overføres til andre dyr i husstanden, mennesker i berøring med dyrene, redskaber og omgivelserne. Svampesporer i omgivelserne kan give infektion i op til flere år.
Ringorm hos mennesker

Hos mennesker vil ringorm som regel i starten vise sig som en rød kløende plet i huden, som breder sig og bliver en rød ring. Det vil ofte være børn som smittes. Man bør ved mistanke om smitte kontakte sin læge, så behandling kan sættes i gang. Oftest vil ringorm hos mennesker være nemt at behandle ved at bruge svampedræbende creme eller salve.
Forekomst

Svampen Microsporum canis er den hyppigste årsag til ringorm hos katte. Denne svamp findes i mere end 95% af tilfældene. Derfor menes katte at være det naturlige opholdssted for denne svamp. Microsporum gypseum findes naturligt i jorden og kan derfra smitte til dyr og mennesker.