Motion og velvære
Hunde skal også motionere
Lige som motion er sundt for menneskets sundhed og velvære, er det på samme måde for hunde.
En hund der ikke rører sig nok, har tendens til at blive overvægtig, og en hund kan blive lige så besværget af sin overvægt som vi kan.
Forebyggelse er bedst
Hvis du sørger for, at din hun får nok motion, slipper du også for de følgeskader der kommer ved at motionere for lidt. Det kan f.eks. være problemer med hofter og albuer.
I første omgang handler det om, at du giver din hund et godt foder, og i den rette mængde.
Derudover skal din hund luftes rigeligt, hvor du kan benytte chancen til også selv at få motion.
Hvor meget motion du kan udsætte din hund for, kommer an på racen og alderen.
Spørgsmål:
Hejsa!
Vi har en 5 et halvt år gammel Labrador, som elsker at komme med ud og løbe i skoven.
Da jeg er ved at træne op til en maraton næste år, er vi kommet til at tale om hvor langt han kan tåle at løbe, da hunde jo med garanti kan komme til at døje med de samme skavanker som os selv 🙂
Lige pt. er vi ude 3 gange om ugen, og antallet af kilometer varierer fra 9 til 14.
Han har ingen problemer med at følge med, men omvendt så siger han jo heller ikke av, hvis det gør ondt! Så kort sagt, hvad kan vi regne med som en tommelfingerregel?
Tommy
Har du spørgsmål om dit kæledyr, er du velkommen til at spørge os på Facebook
Hej Tommy,
Jeg får tit spørgsmålet” hvor meget motion kan min hund tåle/hvor meget må jeg løbe med min hund?” Generelt er mængden af motion afhængig af 3 ting.:
- Hvor langt ligger racen eksteriørmæssigt fra sin forfader ulvens eksteriør?
- Hundens race – hvad er den opdrættet til og hvilke sygdomsmæssige problemer ligger der i racen (led, hjerte etc.)?
- Hvordan er den enkelte hunds anatomi, fysiologi og sundhedstilstand?
Ad1. Hundens og ulvens gangarter er gang, trav og galop. Trav er den mindst energikrævende over længere afstande og foretrækkes derfor af ulven på jagt.
En jagttur kan for ulvens vedkommende strække sig over alt fra få km til 150km, hvor den kan trave i timevis med ca. 8-10km i timen. Først når byttet er opsporet, sættes der ind med en krævende spurt.
Ulvens krop er med de lange, kraftige ben skabt til at bevæge sig over lange afstande; men ulvelivet er hårdt: Den gennemsnitlige levealder er 5 år, og ulve bliver sjældent mere end 10-12 år gamle.
Med tiden har mennesket fremavlet de hundetyper, der var brug for bl.a. at hyrde, jage, trække, holde vagt, og som selskabshund.
Man kan sige, at jo længere en hunderace eksteriørmæssigt ligger fra ulven, jo vanskeligere kan den have ved at klare lange, motionskrævende ture.
I gruppen af hunde kaldet Alaskan Husky (de kan ligne ulve i bygning) ligger hundenes ”maratonløbere”, men der findes også andre maraton løbere, så som Dalmatineren, som oprindeligt blev brugt til at løbe ved siden af hestetrukne køretøjer.
Ad2 Labrador retrieveren er udviklet til apporterende vandjagt. Den kan være mere eller mindre kraftigt bygget og de skavanker, de får igennem livet, er typisk problemer med hofter, albuer og overvægt.
Man kan forsøge at forebygge skavankerne ved at købe en hvalp af sygdomsfrie opdræt og sørge for en god opvækst på et velegnet foder samtidig med at man undgå belastninger af leddene indtil hunden er udvokset.
Det har imidlertid vist sig, at 20 % har ledforandringer pga gigt, og at hver 2. hund over 6 år lider af slidgigt, hvor ledbrusken bliver ødelagt, og smerte opstår.
Det er rigtigt, at netop kroniske smerter ikke ytrer sig med et piv! Derfor skal du være meget opmærksom på stivhed, når hunden har ligget, ændret adfærd eller urent trav, måske ligefrem halthed.
Idet hunden lider i stilhed, er det yderst vigtigt, at den får en grundig undersøgelse hos dyrlægen ved den mindste mistanke. Der findes forskellige kosttilskud, der kan afhjælpe/forebygge ledproblemer, og foder, der indeholder vigtige komponenter til bruskbevaring i leddene.
Du kan tale nærmere med din dyrlæge om, hvad der vil være bedst for din hund.
Hunden har gavn af jævn, daglig motion. Mange oplever, at deres ældre hund får et gigtanfald efter leg med en hvalp på besøg, efter en jagt, strejfetur eller en lang søndagstur med familien, især hvis hunden normalt er et sofastykke derhjemme og måske oftest luftes i haven i det daglige.
Ad3. Det er vigtigt hund har får et grundigt sundhedseftersyn hos dyrlæge med regelmæssige mellemrum især med henblik på undersøgelse for albuer, hofte, og hjerteproblemer.
Når din hund bliver 7, år er den karakteriseret som ”ældre”, og jeg anbefaler, at kosten ændres for at imødekomme kroppens ændrede behov, samt at man regelmæssigt kontrollerer blodets celler og de indre organers sundhedstilstand igennem en såkaldt geriatrisk blodprofil.
Bor I et område med hjertelungeorm vil jeg også anbefale dig, at få lavet regelmæssige undersøgelser for disse orm, som kan forvolde alvorlig skade på hjerte og lunger hvis de ikke opdages i tide.
Jeg vil ikke anbefale, at du løber flere km med din hund end du gør i dag, men prøv i stedet at få din hund til at bruge snude, hjerne, ben og mund når I er ude sammen, så den kan lave lidt af det den er opdrættet til ….. det vil den elske dig for.
Bedste hilsner fra Paulette
Hundefoder med alternative stivelseskilder
Spørgsmål:
Findes der hundefoder med alternative stivelseskilder, altså uden majs og ris?
Jeg synes det er svært at vælge foder til min hund!
Svar:
Hej Helle.
Du har ret i, at det er en jungle at navigere i, når man som forbruger skal vælge foder til sin hund, men når du foretrækker andre kulhydratkilder end majs og ris, har du allerede sorteret hovedparten af produkterne fra.
Når du læser ingredienslisten bagpå produktet, kan du se, hvad der indgår i foderet. Ingredienserne er listet op i rækkefølge, så den ingrediens, der er mest af i produktet, står først på listen.
Allergi overfor alternative kulhydratkilder som kartoffel, tapioka og ærter ses sjældent hos hunde. Dels forekommer disse kulhydratkilder sjældent i kommercielt færdigproduceret hundefoder. (Dette kan skyldes, at råvarerne er dyrere eller vanskeligere at forarbejde). Dels er de ikke interessante at fouragere på for lagermider, der foretrækker mel og ris.
Stivelsesindholdet i f.eks. kartoffel kan desuden medvirke til en fast og samlet afføring. En behagelig ”bivirkning” i dag, hvor enhver ansvarlig hundeejer selvfølgelig rydder op efter sin hund.
Dyrlæger forhandler tørfoder, hvor kulhydratkilden er enten tapioka eller kartoffel samt dåsemad med kartoffel i kombination med vildt, and eller laks. Jeg fandt kun ærtestivelse anvendt i en af de typer allergidåsemad, der forhandles af dyrlæger.
Man skal også lige være opmærksom på, at der underligt nok kan være forskel på kulhydratkilderne i tør- og vådfoder indenfor det samme mærke og variant.
Når du skifter foder på din hund, er det en god ide at gøre det gradvist, så mave-tarm floraen får tid til at omstille sig til det nye foder.
De bedste hilsner
Paulette
Må man løbe ca. 5 km med en Cairn Terriere?
Spørgsmål:
Kære Paulette.
Vi har en cairn der netop er fyldt et år. Vi fik den, da den var 10 mdr. gammel, og jeg har siden – ca en gang om ugen – haft den med på løbeture i skoven af 3-5 km.’s længde. Hunden elsker det og bare jeg finder løbeskoene frem bliver den helt overstadig.
Den har hurtigt lært ruten og løber gerne foran mig – den virker bestemt ikke træt. En enkelt tur var 7 km, som den også klarede rigtig flot og uden synlige træthedstegn.
Mine spørgsmål lyder. Er den gammel nok til at løbe nu, hvor den er fyldt et år. Må man i det hele taget løbe ca. 5 km med en cairn.
Jeg kender en der mener, at de på samme måde som gravhunde, ikke egner sig til løb grundet tendens til discus prolaps?
Hunden løber frit og på blød skovbund. Et sted læste jeg, at man ikke må løbe hurtigere end at hunden kun traver.
Da det jo er en lille hunderace galoperer den selvom jeg selv kun løber i moderat tempo – ca 10 km i timen. Kan den holde til det?
Hvis den er i god form vil 2 gange løb om ugen (5 km) være for meget?
På forhånd tak.
Venlig hilsen Arne Hald, Svendborg
Svar:
Kære Arne,
Cairn Terrieren stammer fra Isle of Skye og det skotske højland. Den blev oprindelig brugt på gårde til at styrte af sted efter ræve, oddere og væsler og jage dem væk fra gården. Cairn Terrieren ligner i dag sin forfader rigtigt meget.
Den er en meget aktiv lille hund, som er robust bygget, med stærke muskuløse skuldre og en stærk bagpart.
Den har store fødder med kraftige trædepuder og negle.
I fik jeres Cairn da den var 10 måneders gammel, på det tidspunkt burde den være færdigudvokset, dvs. vækstzonerne i knoglerne burde være lukkede, og jeres hund vil så være klar til løb og anden aktivitet, der udvikler muskulaturen og belaster knoglerne.
Diskusprolaps er ikke beskrevet som et problem hos jeres race, men arvelige problemer med knæ og hofter samt hjerte kan forekomme.
Jeg antager at, jeres hund har fået et grundigt sundhedseftersyn hos dyrlæge, og at der ikke er fundet tegn på hofte, knæ eller hjerteproblemer. I har nok også fået den er undersøgt for orm – især hjertelungeorm, som kan forårsage store problemer for hjerte og lunger.
Den adfærd jeres hund udviser ved at løbe foran dig og ikke virke synderlig træt efter løbeturen fortæller mig, at det passer jeres hund anatomisk og fysiologisk med jeres løbeture.
Jeg tror det vil passe godt til jeres hund med mange mindre løbeture (5 til 7 km) i jævnt tempo, hvor jeres hund sikkert vil stoppe op og snuse og grave lidt med mellemrum og derefter galopere efter dig. Cairn Terirreren kan ikke beskrives som en trave hund.
Jeg vil anbefale dig at få et sundheds- og ormeeftersyn mindst en gang om året, så I kan løbe problemfrit sammen i rigtig mange år fremover.
Bedste hilsner fra Paulette
Min hund er begyndt at slikke mine hænder og fødder, hvorfor?
Spørgsmål:
Hej Paulette.
Min 8 år gammel tæve labrador er begyndt at slikke meget på hænder og fødder, en adfærd vi ikke har set før. Mon det skyldes at hun mangler salt eller andet?
Venlig hilsen Hanne fra Kruuse
Svar:
Kære Hanne,
Der er mange forskellige årsager til at hunde slikker. Slikkeadfærden er en stærkt nedarvet og tillært adfærd hos hunde.
De små hvalpe bliver slikket fra det øjeblik, de bliver født af deres mor. Hun gør det for at tørre dem efter fødslen og igennem deres opvækst for at holde deres pels ren. Hvalpene bliver også slikket for at stimulerer den refleks, der får dem til at passerer urin og afføring.
Hvalpene slikker mundvigen på deres mor og andre voksne hunde i ”familien” for at få dem til at gylpe mad op, når de er ved at blive tilvænnet voksent foder.
Når hvalpene bliver ældre slikker de hinanden for at hilse, vise omsorg og forstærke familie/flokfølelsen, og når vores familiehunde slikker os, er det også en måde at sige ”hvor er jeg glad for at du er tilbage” og vise os hengivenhed og styrke deres bånd til os.
Så din dejlige labradortæve viser dig hengivenhed og forsøger at styrker jeres familiefølelse.
Hvorfor hun er begyndt at gøre det mere nu end tidligere, kan være svært at svare på.
Måske har I haft meget travlt i en periode, og derfor føler hun et behov for at forstærke familiefølelsen. Jeg er helt sikker på, at hun næppe mangler noget i sin kost. Min anbefaling vil nok være, at holde lidt mere fri og tilbringe mere tid sammen med hende.
De bedste hilsner fra Paulette