Katte i varmen
Sommer er forbundet med stigende temperaturer, hvilket ikke altid kun er positivt. Det kan nemlig påvirke vores katte, så de bliver dårlige og i værste fald får hedeslag.
Det er noget man skal være opmærksom på. Symptomer kan være pusten, røde og tørre slimhinder, uro og slingrende gang.
Derudover kan hedeslag føre til bevidstløshed. Dyr, der har smalle luftveje, er syge, overvægtige eller er ældre, kan have sværere ved at håndtere varmen.
Hvis du har mistanke om, at din kat har hedeslag, skal du sørge for at få den afkølet ved at bruge kølige, våde håndklæder. Husk at katte ikke må afkøles med iskoldt vand.
Sådan beskytter du din kat mod hedeslag
De fleste katte tilpasser deres adfærd efter temperaturen. De slapper af i skyggen eller indendørs i løbet af dagen og bliver aktive om aftenen og natten, når temperaturen falder. Lad katten tage det roligt i varmen og lad den selv bestemme, hvor aktiv den vil være.
Hos udekatte, er det en fordel, hvis de selv kan komme ind i et køligt hus igennem f.eks. en kattelem. Katte søger selv mod kølige værelser, helst med ventilation. For at komme af med overskydende varme kan katte puste eller køle sig ved at lægge deres mave mod et køligt gulv.
Sæt vand frem både ude og inde. Det er en god ide at have flere drikkeskåle med vand stående rundt omkring i huset. Hvis du bor i et hjem med flere etager bør du have en vandskål på hver etage. Placer dem gerne i skygge, så vandet holder sig lidt køligt.
Sørg for ventilation, men naturligvis kun med sikkert indhegnede vinduer og altaner. Du kan evt. bruge en ventilator: En lille ventilator, placeret det rigtige sted, kan hjælpe med at cirkulere luften og holde din kat kølig dagen igennem.
Efterlad aldrig dit dyr i en bil – også selvom den er parkeret i skyggen. – I tilfælde af mistanke om hedeslag eller generelt dårlig almentilstand, bør du altid kontakte din dyrlæge.